
★★★☆☆☆
HVAD?
Pizzeria
HVOR?
Gammel Køge Landevej 22U, 2500 Valby
PRIS?
70-120 kr per pizza
Da jeg opdagede at DEJ også laver veganske pizzaer, måtte jeg bestille en via Wolt. Ved første øjekast lignede det en klassisk Napolitansk pizza – store mørke skorper og fin, tynd bund. Jeg bestilte “Chorizoen”. Den bestod af tomatsauce, grøn peberfrugt og vegansk pølse.
Jeg har aldrig fået autentisk Napolitansk pizza før, men jeg forestilte mig at dejen ville smage sådan her – meget smagfuld skorpe, meget tynd bund, men som ikke falder fra hinanden. Det er en meget anderledes pizza da bunden er blød ikke sprød.
Efter at have set adskillige madprogrammer har jeg set hvordan de folder pizzaen når de spiser den – det var lidt nemmere da slicen ikke står af sig selv som ved de pizzaer jeg kender.
Bund og skorpe smagte virkelig god, tilpas saltet og jeg tror jeg fik en bund med fuldkorn eller noget andet i da den var mørkere og dybere i smagen end en almindelig hvedepizza. Fyldet var desværre skuffende.
Tomatsaucen smagte ikke af salt, det smagte bare af tomat på dåse blandet med tomatpuré. Det ved jeg, for den blanding har jeg prøvet selv og har fundet frem til at ganske almindelige blancherede tomater, most og tilført salt er nok til en god base.
Den næste smag der ramte var en jordslået smag fra peberfrugten. Og den kom igen ved næste bid.
Chorizoen kan ikke kaldes en chorizo. Den havde konsistensen af pølse, men ingen smag. Man kunne have marineret det i lidt spice eller kommet lidt chili udover til sidst for at få en mere chorizo-lignende smag. Vi ved alle at vegansk kød kan være lidt smagsløst (ligesom almindeligt kød), derfor er det en god idé at spise det op. Man ligger heller ikke bare ren tofu på en pizza.
Osten smagte af Violife’s mozzarella, jeg kunne genkende den klistrede smag med det samme. Jeg ved at nede ad vejen ligger Buffalo pizza der også laver veganske pizzaer til 85 kroner og så vidt jeg kan smage bruger de ikke Violife, da osten ikke er så fremtrædende i smagen. Det er ikke den bedste ost at bruge, da den smager meget kraftigt.
Alt i alt en middelmådig oplevelse, fordi bunden smagte virkelig godt og jeg kan godt lide kombinationen af pølse, peberfrugt og tomatsauce. Men for 105 kroner var det desværre lidt skuffende.